På sporet af de kongelige i Sydsverige

Selvom Stockholm altid har været kongefamiliens residensstad, så kan royalister og andre på tur i Sydsverige, finde oplevelsesrige spor af de kongelige.

Vi giver tre gode idéer til royale attraktioner på en 1-dags tur eller en miniferie i Sverige.

Sofiero Slott

Sofiero Slott, lige nord for Helsingborg, har spillet en ganske særlig rolle i både de svenske og de danske kongeliges liv. Slottet blev oprindeligt bygget i 1864-65 på initiativ af kronprins Oscar, der dedikerede slottet ”Sophie-Ro” til sin hustru, Sofie.

Senere blev slottet skænket til prins Gustav Adolf, senere konge af Sverige, og far til vores dronning Ingrid, mor til dronning Margrethe. Som barn og ung opholdt Ingrid sig mange gange på ”Sofiero”, og det samme kom Margrethe og hendes 2 søstre til på flere ferieophold i det svenske.

I dag er ”Sofiero” i det offentliges eje. Slottet, der har gennemgået adskillige ombygninger og udvidelser, er meget besøgt. Det gælder ikke mindst den smukke slotspark med udsigt over Øresund mod Danmark. Rhododendron-parken, opbygget af de tidligere kongelige ejere, er helt unik. Det er tilladt at slå sig ned i parken, der passer perfekt til en hyggelig picnic. På slottet er en café/restaurant af høj klasse, og både slot og slotshave anvendes ofte til forskellige kulturarrangementer.

”Sofiero” ligger bare 10 minutters kørsel fra færgerne i Helsingborg, og der er fine parkeringsmuligheder udenfor parken. Det er også muligt at komme til slottet med offentlige busser fra Helsingborgs centrum. ”Sofiero” er et oplagt mål for en hyggelig 1-dags udflugt.

Læs mere om ”Sofiero” her

Solliden Slott

Solliden Slott, nær Borgholm, på vestsiden af Øland lige ud til Kalmarsund, er den svenske konges personlige ejendom, og betragtes som kongefamiliens sommerresidens.

Slottet er bygget i 1903-1906 efter dronning Viktorias nøje anvisninger. Den nuværende svenske konge arvede slottet allerede i 1950. ”Solliden” er ikke mindst kendt for sin eventyrligt smukke slotspark. Her kan I bl.a. opleve både en klassisk italiensk have, en engelsk inspireret park og en unik hollandsk have, der er anlagt som en gave fra den hollandske dronning i 1926.

Slotsparken på ”Solliden” har også en særlig udstillingspavillon, hvor der vises skiftende udstillinger med kongelige temaer – mon ikke brudeparret bliver tema i 2010? – et hyggeligt slots-creperie, der serverer kaffe og forfriskninger, lækkert hjemmebag og lettere anretninger, og en slotsbutik med souvenirs og gaveartikler.
”Solliden” er med jævne mellemrum rammen om forskellige kulturelle begivenheder, og befolkningen på Øland er stolte over deres konkrete tilknytning til det svenske kongehus. F.eks. fejret ”Årets Ølænding” hvert år ved en prisoverrækkelse på ”Solliden”, hvor majestæten selv overrækker prisen.

”Solliden” er en af Ølands største attraktion – blandt mange – og det er naturligt at lægge vejen forbi slottet og den smukke slotspark på en mini- eller sommerferie på Øland eller i det østlige Småland.

Læs mere om ”Solliden” og se kongens personlige velkomst her.

Marstrand

Marstrand, længst ude mod vest i Gøteborgs skærgård, har spillet en særlig rolle i det royale Sverige. I dag er rollen måske mest begrænset til, at byens caféer serverer ”Prinsesse Madeleines Favoritdrink”, men for 100 år siden var Marstrand den kongelige families foretrukne feriested i flere generationer.

Fra 1880’erne og fremefter var Marstrand hjemsted for datidens ”sommer-jetset” med de svenske kongelige i spidsen. De havde fået øjnene op for Marstrands dejlige og helsebringende havluft, og anvendte byens allerede dengang klassiske kurbade i Marstrands Varmbadhus til at revitalisere og forfriske sig. Måske var det derfor, at de var i stand til at feste natten lang – hele sommeren.

Fra 1887 og ca. 20 år frem var Marstrand nærmest Sveriges kongeresidens ca. 1 måned hver sommer, når kong Oscar II kom sejlende i sin egen båd ”Drott” og slog sig ned i selskab med byens bedre borgerskab. Kongen var uhyre populær, også blandt de smukke kvinder, der flirtende gemte sig under de brede hatte og smilede skælmsk, når kongen kikkede i deres retning. Det berettes sågar, at vandet fra Varmbadhuset blev hældt på flasker efter kongens bad og solgt…

Marstrand er fortsat et fantastisk sted at besøge, ikke mindst når solen får fat og glimter i det blå Kattegat ude mod vest. De kongelige har ikke efterladt sig ret mange fysiske spor, men deres ånd er her fortsat, og går I rundt i Marstrand kan I fornemme den royale ånd fra sidste del af 1800-tallet.

Som dansker kan man passende tænke sig endnu længere tilbage, og leve sig ind i Tordenskjolds berømte raid mod Marstrand, hvor han flyttede rundt på sine få tropper, og fik den svensk garnison til at tro, at hans lille styrke var meget større. Men det er en helt anden historie…

Marstrand og hele den sydlige del af skærgården i Bohuslän byder på mange muligheder for oplevelsesrige miniferier.

Læs meget mere om Marstrand her.

Mange slotte og herregårde tilbyder deres egen avl og opdyrkede råvare. Desuden kan de fashionable steder ofte tilbyde nogle fantastiske oplevelser på deres nærliggende golfbaner.

Kig på kortet for at finde Slotte & Herregårde i Sverige!

Læs mere her:

www.sofiero.se

www.sollidensslott.se

www.marstrand.se

Det gode liv i Småland

Hva’ med at forkæle jer selv og jeres nærmeste lidt? En god middag under ægte krystalkron…

Mere om Det gode liv i Småland

Spøgelsesvandring på Sydsveriges slotte

Spøger det virkelig i det nordøstlige Skåne? Få svaret på spøgelsesvandring i Malmö, Lund…

Mere om Spøgelsesvandring i Skåne

Bäckaskog Slot

Slotte & Herregårde – Bäckaskog Slot er et Hotel & Konferensecenter beliggende i den skønneste natur mellem…

Nääs Slot

Hotel – Nääs Slott ligger lige i bydelen Floda ca. 30 kilometer fra Gøteborgs centrum. Slo…

Gunnebo slot og slotspark

Kultur & Design – Gunnebo slot og slotspark er et af Sveriges flotteste stykke 1700-tals arkitektur. De…

Sofiero Slot og slotspark

Slotte & Herregårde – Dronning Ingrids udstilling og Europas smukkeste park Sofieros prisbelønnede slotspa…

Oplev kunstudstillingerne på Wanås Slot

Slotte & Herregårde – På Wanås mædes kunst, natur og historie. Siden 1987 har man kunnet opleve svensk og i…

Teleborgs slot – her står tiden stille!

Slotte & Herregårde – Hvor kan I finde mere mystik og spænding end på et rigtigt slot med tårne og slotstra…

Nordens bedst bevarede renæssance-slot

Martin og Ketil – Det sagnomspungne Kalmar Slots historie går mere end 800 år tillbage i tiden. I fle…

Slotsparken & Slothaven – en oase i byen!

Natur – Malmø er en “grøn” by med mange flotte parker. Slotsparken anlagdes i slutningen…

Kronobergs slotsruin

Kultur & Design – Ruinerne efter Kronobergs Slot ligger på en lille ø i Helgasjön, ca. 5 km. nord for V…

Slotsminiferie på Tjolöholms Slott

Slotte & Herregårde – Tjolöholms Slot fra 1904 er bygget i engelsk 1500-tals stil, og er udrustet med alle…

 
 
Mere Sverige
Tilmeld dig VisitSwedens nyhetsbrev
Følg os på
Læs eller download
Om dette websted