Praktisk information om festivaller i Sverige

Hvis du planlægger at besøge én af sommerens mange musikfestivaller i Sverige er det en god idé at gøre nogle praktiske overvejelser i god tid.

For at få en rigtig sjov og god oplevelse, med optimalt udbytte af positive minder, er der en række ting du bør tænke på. Dette afhænger dog, naturligvis, af hvilken type festival og boform du ønsker.

Penge/ Bank/ Hæveautomater

Det kan være svært præcist at vide, hvor mange penge man vil bruge på en musikfestival. Det er naturligvis smadder ærgerligt at løbe tør for penge før festivalen slutter, så det anbefales at sørge for at have nok ”lommepenge” til rådighed. Hvis man medbringer mange penge i kontanter bør man være ekstra opmærksom og påpasselig for at undgå tyveri, hvilket altid kan være en risiko hvor mange mennesker er samlet på relativt små områder.

Det er en god idé at medbringe et internationalt hævekort på turen, da de større musikfestivaller som regel har hæveautomater til rådighed – selv hvor festivalen foregår i skoven eller på en mark. I byen løses den slags naturligvis endnu nemmere.

I Sverige er bankernes åbningstider generelt:

Mandag – onsdag, samt fredag: kl. 10 – 15:00

Torsdag: kl. 10 – 16:00 (nogle steder til 17:30)

I de største byer har enkelte banker åbent helt til kl.18:00. Generelt har banker i lufthavne, ved havneområder og på store togstationer længere åbningstider.

Alle banker har lukket i weekenden og på de nationale helligdage.

Transport

Især i forbindelse med de større festivaler – og i særdeleshed åbningsdage og afslutningsdage – kan det være en god idé at tænke lidt alternativt med hensyn til transport. De allermest populære festivaler, hvor titusindvis af feststemte mennesker kommer til, kan overvælde den lokale offentlige transport. Derfor kan du med fordel overveje om en anden rute, et andet tidspunkt eller en anden transportform kan bruges. Fremfor at satse på at tage lokalbussen til festivalpladsen få minutter før dit yndlingsband går på scenen, bør du måske overveje at gå, cykle eller blot tage bussen nogle timer i forvejen.

Sikkerhed og god opførsel

For at sikre alle deltagende gæster en god og positiv festivaloplevelser opstiller næsten alle festivaler deres egne reglementer og guidelines med hensyn til festivalens og koncerternes afvikling. Du bør være opmærksom på at overtrædelse af sådanne reglementer i visse tilfælde kan føre til bortvisning og tab af festival-billet uden mulighed for at få pengene tilbage. Derfor bør man altid tjekke den relevante festivals eget reglement vedrørende for eksempel medbringelse af alkohol o.a., samt opførsel på pladser og ved sceneområder.