Besøg de mange sydsvenske slotte og herregårde!

Over hele Sydsverige møder I et væld af velbevarede, storslåede slotte, borge og herregårde med historiske og kulturelle levn fra en svunden tid. Der venter mange spændende besøg for dem, der er interesseret i fortidens adelige storhed og charme.

Nu er mange slotte og herregårde blevet smukt renoveret til hoteller, der tilbyder ophold med stil, historie og ofte også gastronomiske oplevelser på højt niveau. Andre er åbne for besøgende i dagtimerne, med pragtfulde parker og haver, interessante udstillinger og spændende caféer og restauranter. Flere steder er dele af de tilhørende jorde nu udlagt til golfbaner, så der også venter store golfoplevelser.

Skåne har flere smukke og imponerende slotte end nogen anden del af Sverige, og mange af dem daterer sig helt tilbage til Skånes tid som del af det danske kongerige.

Skåne
F.eks. har Bäckaskog Slott , der ligger smukt mellem 2 søer i det nordøstlige Skåne, siden 1200-tallet været både kloster, dansk fæstning og kongeslot. Nu lokker slottet med slots-weekendophold i denne smukke natur.

Tættere på Øresund, midt mellem Helsingborg og Landskrona med en bedårende udsigt over Sundet, er der mulighed for en romantisk slotsweekend på det over 100 år gamle Örenäs Slott . I samme område er herregården Wanås med dens iøjnefaldende skulptur park er et yndet udflugtsmål for dem, der er interesseret i kunst og haver.

Et meget yndet 1-dags udflugtsmål er det tidligere kongelige sommerslot Sofiero, lige nord for Helsingborg. Smut over og oplev slottets berømte park, der lige er blevet tildelt titlen som ”Europas flotteste park 2010”, rododendron haven, skiftende arrangementer og en af Skånes bedste restauranter.

Småland
I det store Småland vil I opleve slotte og herregårde, hvor I er midt i den smukke, imponerende og mange steder helt uspolerede natur – straks I træder udenfor døren.

Ålshult Herrgård , tæt på den store sø Asnen, i det sydlige Småland kan I opleve ægte herregårdsidyl med engelsk slotspark og stilren indretning. Lidt længere mod vest, tæt på Älmhult med IKEAS hovedkvarter, ligger Möckelsnäs Herrgård , charmerende lige ned til søen Möckeln – og i øvrigt tæt på botanikeren Carl von Linnés fødested, hvor I kan opleve ”Linnés Have” og ”Orangeri”.

Wallby Säteri , tæt på Vetlanda i det nordøstlige Småland, nævnes første gang i kilderne i 1322! Nu er herresædet et hyggeligt sted, der lokker med, at det ”ligger langt væk fra hverdagen” midt i det bedste af Småland.

Tæt på Vimmerby og alle Astrid Lindgren oplevelserne finder I et sted med det forpligtende navn Fredensborgs Herrgård . Ideelt til familier – børnene har deres helt egen buffet! – og golfentusiaster, fordi herregården ligger midt på Tobo Golfklubs flotte 18-hullers bane.

Vestsverige
I det varierende Vestsverige med både skærgård, vildmark og det historisk interessante Skaraborg område kan I opleve virkeligt vidunderlige slotte og herregårde.

Barokslottet Läckö, der ligger idyllisk omgivet af en imponerende slotshave på en odde ud i Vänern, er i absolut særklasse. Det idylliske slot fra 1600-årene byder på talrige arrangementer, koncerter, udstillinger og en fremragende café og restaurant. Der er gode muligheder for ophold i området.

Tjölöholm Slott er en anden perle; det ligger på halvø ud i beskyttet fjord på vestkysten, lige syd for Kungsbacka. Her er muligheder for gastronomiske slotsophold, hvor I bor enten på slottet eller i de nænsomt renoverede landhuse på godsets store areal. På Nääs Slott kommer I næsten på storbyferie, for 1700-tals slottet ved søen Sävelången ligger kun 3 km. fra Göteborgs pulserende centrum.

Den indre del af Vestsverige kaldes VästerGötland, og det har traditionelt været et frodigt og rigt område. Det bærer herregårdene tydeligt præg af. Mange af dem tilbyder nu weekend- eller miniferier. F.eks. Ruders Egendom i Tibro, der har aner tilbage til 1600-tallet. Her kan I bo i et unikt og elegant herregårdsmiljø.

Brunsbo Gästgifveri har sin egen spændende historie. Det er nemlig en gammel bispegård, hvis historie går tilbage til den tidlige middelalder. Nu er her gæstgiveri med en anerkendt restaurant, hyggelige, velindrettede værelser og et værtspar, der gerne fortæller bispegårdens historie.

I kan finde meget mere om slotte og herregårde i Sydsverige ved at klikke jer frem på kortet.

I kan også læse mere på et af de følgende eksterne internetlinks:
www.wanas.se
www.lackoslott.se
www.sofiero.helsingborg.se

 

Foto: skane.com © sydpol.com – Turisme i Skåne

Hovdala Slot

En dejlig park og spændende historie gør Hovdala Slot til en populær destination.

Find foto på kort
 
 
Spøgelsesvandring på Syd…

Spøger det virkelig i det nordøstlige Skåne? Få svaret på spøgelsesvandring i Malmö, Lund eller nogle a…

 
Kalmar har det hele!

Sol, strand, shopping og kunst & kultur. Kalmar har det hele! Ganske tæt på finder du både Öland og Gla…