Sidste år blev Way Out West-festivalen i Göteborg kåret til årets mest innovative festival af musikkanalen MTV.
Programmet med både rock, elektronisk musik og hiphop er imponerende og det er ikke uden grund, at festivalen har slået sit navn fast som én af de vigtigste i Skandinavien.
En del af Way Out West’s attraktive charme består også i, at festivalen foregår i en skov på 137 hektar. Ud over de maleriske omgivelser i skoven på Way Out West, er der dog også mulighed for at opleve koncerter rundt omkring i byen på andre spillesteder, hvor der fortrinsvis er opvisning af dj-discipliner og elektronisk musik. Way Out West er værd at besøge, selv hvis man er rock-feinschmecker og evt. kommer langvejs fra.
Musikfestivalen er miljøvenligt organiseret og fyldt med dejlig økologisk mad.
Hvad: Way Out West Hvor: Göteborg Hvornår: 9.-11. august Topnavne: Blur, Black Keys, Bon Iver Pris: 1.610 danske kroner