Bed Breakfast

Bed & Breakfast i Sverige

Bed & Breakfast – ”Rum och Frukost” på jævnt svensk – er både en velfungerende måde at overnatte på og en god måde at opleve svensk hverdagskultur. Her i de private hjem kan I møde svenskerne på hjemmebane!

B&B overalt i Sverige

De privat drevne B&B bliver en stadig mere populær overnatningsform på små og store ferier i Sverige. I finder typisk B&B ude i landdistrikterne og i landsbyerne, hvor mange landbrugere har omdannet dele af gården eller avlsbygningerne til værelser eller lejligheder, og nu driver B&B som supplement eller ligefrem alternativ til landbruget.

I mange mindre provinsbyer er der også gode muligheder for at finde B&B; typisk i villakvartererne, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og der nu er plads til overs.
Ofte vil I finde skilte langs landevejen med ”B&B”, ”Rum & Frukost” eller ”Rum ledigt”, men langt de fleste udlejere har en hjemmeside, hvorfra man – gerne via mail – kan bestille på forhånd. Og det er en god idé, for i højsæsonen og omkring de mest populære højtider og weekends, er der stor efterspørgsel, for mange ”B&B” steder har fået stamkunder, der kommer igen år efter år.

Velfungerende – til en god pris

B&B er en overordentligt velfungerende måde at overnatte på, både en enkelt nat og flere samlede nætter; ofte er der en prisfordel ved at bo flere nætter. Ligesom alt andet i det svenske samfund er B&B velorganiseret; f.eks. skal man ha’ brandmyndighedernes tilladelse til at drive B&B.

I kan roligt forvente at få et kvalitetsprodukt; der er rent, propert og ryddeligt. Man bor jo i udlejerens eget hjem, og møder udlejeren eller familien allerede ved ankomst. Mange steder bor man i relativt nye eller nyindrettede værelser, fordi gården eller husmandsstedet er bygget om til B&B.

De fleste tilbyder både 2-sengs værelser og familieværelser. Nogle værelser har eget toilet og bad, andre har fælles faciliteter, undertiden også køkken, sammen med de øvrige gæster. Det er forskelligt, og det er værelserne i reglen ofte – og det er netop charmen ved B&B. Det er lokalt og autentisk!

En god seng, et godt morgenmåltid – og meget mere

På B&B i Sverige får I altid en god seng at sove i og et godt, solidt morgenmåltid – mange steder serveret i service fra Ikea! Morgenmåltiderne er faktisk en oplevelse i sig selv, for mange steder serveres der hjemmelavet brød, ”kanelbullar”, marmelade, müesli, lokale specialiteter eller friske æg fra gårdens høns. På B&B går man ikke sulten fra morgenbordet!
At drive et B&B sted er lidt en livsform, og udlejerne sætter en ære i at betjene sine – private – gæster. Ofte øser udlejeren gerne af sit store og udbrede kendskab til lokale seværdigheder og oplevelser, som ikke altid står på s. 1 i den lokale turistbrochure. Mange fortæller gerne om sit hus eller gård, viser rundt i haven, anbefaler lokale butikker og restauranter eller fortæller historier fra egnen.
Hvis man selv vil, vel og mærket.

For man behøver ikke være specielt socialt eller nysgerrig indrettet for at bo fordelagtigt på B&B. Men har man lyst til at møde andre mennesker, både svenskere og udenlandske turister, få gode tips til feriens oplevelser, more sig over lighederne – og forskellene – mellem dansk og svensk, eller bare fornemme, hvordan det er i svenskernes hverdagsliv, så er B&B kilden til mange gode oplevelser.

 

Læs mere om udvalgte B&B steder i menuen eller brug kortet til at finde forskellige B&B steder

 

 

 
Naturen i Sydsverige – m…

Ved første øjekast ser naturen i det sydlige Sverige ud som Danmark; landskabet er fladt, opdyrket elle…

 
I Sverige kommer familie…

Har I lyst til en rigtig familieferie, hvor samvær og oplevelser er i centrum – så er Sverige det rette…